Hvad oplever de unge på et Roadshow?

Et DrugRebels Roadshow er et præventivt og interaktivt foredrag. Vi giver information om, hvordan alkohol og stoffer påvirker sind og krop, og hvilke konsekvenser rusmidler kan have. Vi er et engageret team, der gerne fortælle, at du som ung (og voksen) altid har et valg – at det faktisk er OK at sige nej til dem. Vi åbner op for dialog og giver plads til spørgsmål.

Klik på videoen og hør mere om, hvad et Roadshow er.

Som forælder er du altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker at booke et Roadshow til dit barns skole eller som forældrearrangement – eller hvis du har spørgsmål generelt.

Tal med din teenager

Uanset om din teenager allerede er i gang med at eksperimentere, overvejer det eller på nuværende tidspunkt har en klar holdning til ikke at ville prøve noget, mener vi det er meget vigtigt, at du som forælder tager dialogen om alkohol og stoffer. Din fornemmeste opgave er at opbygge en tillid; et fortrolighedsrum, hvor dit barn har mulighed for at spørge og fortælle dig om alt.

Tag initiativ til samtale

Jo tidligere du begynder at tage vigtige samtaler med dit barn desto bedre. Selvom du måske oplever, at du har gjort det klart for dit barn, at han/hun kan komme til dig, så er det vigtigt, at det er dig, der tager initiativ til at tale med dit barn - også om de svære emner.

Al forskning inden for området peger på, at forældre har en indflydelse på deres børn, når det kommer til brug af alkohol og stoffer. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du kommunikerer med din teenager omkring det. Der vil selvfølgelig være forskel forældre/unge relationen, men vi kommer her med nogle forslag til den ”den gode samtale”.

Læs mere

Det er nemmere at få en god samtale i gang, hvis

  • Du anvender en positiv tone

  • Du fremlægger fakta

  • Du undgår at anklage

  • Du undgår at dømme

  • Du påtaler din teenagers adfærd og ikke angriber hans/hendes identitet (f.eks. "du roder i dit værelse" i stedet for "du er et rodehovedet" eller "du har ikke lavet dine pligter herhjemme" i stedet for "du er alt for doven")

  • Vælg et godt tidspunkt for samtalen, hvor du har god tid og er rolig. Vælg evt. et neutralt sted eller gå en tur sammen.


  • Hvordan taler jeg bedst med min teenager?

    Inden du taler med dit barn, anbefaler vi, at du stiller dig selv spørgsmålene:
    Hvad er det, jeg virkelig vil? Hvad er min intention med samtalen? Hvad er det rigtige, som kan gavne mit barn?

    Hvis du er vred eller bange, vil det som regel skinne igennem. Det kan resultere i, at samtalen måske kan komme til at dreje sig om at straffe dit barn, at du får ret, eller du forsøger at skabe fred i stedet for at tage en sund snak om problemets kerne.
    Hver gang du mærker, at du bevæger dig væk fra din intention med samtalen, skal du tage en tænkepause og spørge dig selv igen: Hvad er det jeg virkelig vil med den her samtale?

    Forbered samtalen og lyt til dit barn

    Det kan være en god idé at lave en plan for, hvad det er du vil sige. Vi har nogle forslag til, hvordan du kan indlede din samtale:

    ”Jeg elsker dig og er bekymret for dig, fordi…”

    • Jeg har fundet hash/piller på dit værelse…
    • Du kom ikke hjem i aftes som aftalt…
    • Du har ikke været i skole…
    • Du har tabt dig/har røde øjne/andre tegn på, at noget kan være galt…
    • Jeg har svært ved at finde ud af, hvad der foregår med dig lige nu?

    Bliv ikke overrasket, hvis dit barn bliver vred på dig og går. Bevar roen og forbered dig på at tage samtalen igen. Det er vigtigt, at du lytter til den respons du får. Som forælder kan det være nemt at tage det personligt, hvis ens barn har rodet sig ud i noget, men lige nu har dit barn brug for at kunne være ærlig og fortrolig med dig fremfor at tage hensyn til dine følelser. Diskuter gerne den information, som dit barn deler med dig, og mærk efter, om du vil acceptere undvigelsesmanøvrer såsom „alle mine venner gør det” eller „lad mig være i fred”.

    Vær kærlig, konkret og sæt grænser

    Kommuniker din holdning klart og præcist. Dit budskab bliver mere tydeligt, hvis du fortæller dit barn, hvad du vil have fremfor at tale om det du IKKE vil have. Det kan lyde således: „Jeg vil have, at du passer din skole” fremfor „Jeg vil ikke have, at du pjækker fra skole”.

    Læs mere

    Du kan godt være en kærlig far eller mor og sætte grænser samtidig. Grænser er tryghedsskabende for børn. Mange unge har en oplevelse af, at mangel på grænser kan opleves som ligegyldighed eller manglende kærlighed fra forældrenes side. Gør også dit barn opmærksom på, at han/hun er ansvarlig for alle sine handlinger. Det er ikke i orden at gøre noget forkert, fordi man har været påvirket af alkohol eller stoffer. Alle handlinger har konsekvenser - positive eller negative - og dit barn skal lære at træffe de rigtige valg for sig selv. Acceptér på forhånd, at samtalen måske ikke bliver perfekt. Måske skal I tale sammen mange gange om det. Husk: Tavshed er ikke guld - det er stiltiende accept!

    Hvor kan jeg få yderligere råd og vejledning?

    Vores rådgiver er misbrugskonsulent og arbejder til dagligt med unge. Det er 100% anonymt, og du får svar inden for 48 timer. Skriv til os på brevkasse@drugrebels.dk

    Derudover kan du søge hjælp hos forskellige behandlere og rådgivningscentre.

    Læs om de forskellige rusmidler her:

    Som forældre kan du måske blive i tvivl om, hvilke tegn du skal være opmærksom på hos din teenager, og hvilke stoffer der er ”derude”. Her kan du læse om nogle af de rusmidler, som findes, og hvad der kendetegner dem.

    Alkohol
    Hash / Cannabis
    Kokain
    Ecstasy / MDMA
    Amfetamin / Speed

    Andre stoffer:

    Lattergas
    NBOMe
    Snus

    Book et forældreshow

    Som forælder har du mulighed for at sikre, at flere unge vælger stofferne fra. Vi tilbyder nemlig, at du og andre forældre kan få indblik i de unges liv og de fristelser, som møder de i nattelivet. Du møder en læge samt unge og forældre, der har haft stofferne tæt på livet.

    Klik på videoen og hør, hvad en forælder fik ud af at deltage på et forældreshow:

    Referencer

    Læs her, hvad andre forældre har taget med sig efter et forældrearrangement:

    Helle Larssen,

    forælder til folkeskoleelev

    “DrugRebels’ Roadshow var en fantastisk oplevelse. Det var med korslagte arme og en let afstandstagen for temaet, at jeg mødte op på skolen. Men jeg skal da lige love for, at paraderne faldt hurtigt. I løbet af 2 timer blev der grinet, vi gøs og blev rørstrømske. De skønneste, kærligste mennesker stillede sig op for at fortælle deres historie.

    Jeg kunne levende forestille mig, hvorfor det er så let at falde i, og hvor hårdt det er at stå som pårørende. Men ikke mindst hvor nemt det kan ramme ALLE, og hvor vigtigt det er at være åben om emnet. Der var ikke én løftet pegefinger i løbet af showet, hvilket gjorde det efterfølgende var super let at snakke med min teenager om det, da han havde hørt næsten samme foredrag samme dag. Tusind tak for denne kærlige øjenåbner!”

    Christian Grandjean,

    forælder til søn

    “Grundlæggende synes jeg, at det er vigtigt at få taget hul på det tabu omkring de mange stoffer, der er blandt de unge. Det gør DrugRebels en fantastisk indsats for ved at informere om de faktuelle aspekter og samtidig facilitere en dialog om, hvad kan man gøre ved det.

    Det vigtigste for mig som forælder er, at der kommer en dialog de voksne imellem. At bryde tabuet handler om at kunne tale om, at der faktisk er – og hvad der er – i omløb, der hvor de unge færdes. Der er vigtigt, at vi som voksne tør tale om alvoren, når det rammer ”vores” unger – ikke bare vores egne, men også dem omkring os”.

    Lars,

    far til datter på 14

    “Jeg var til et DrugRebels forældrearrangement en aften, hvor min datter i 8.klasse om formiddagen havde set elev-versionen. “Jo, det havde været godt og tankevækkende”, sagde hun. Jeg blev nu ikke meget klogere af min teenagers udlægning, men umiddelbart er en misbrugers historie måske også lidt et verdensfjernt scenarie, som man ikke lige kan se sit eget barn i.

    Men foredraget var tankevækkende. Både at høre lægens oplevelser og kemiske forklaringer, men også om misbrugerens helt almindelige barndom, der tog en uheldig drejning. Hvordan man som forældre kan gøre alt “det rigtige”, og alligevel komme til at stå med et barn på afveje. Jeg var overrasket over at høre, at udvalget af stoffer er stigende, prisniveauet faldende, og hvordan sociale medier gør tilgængeligheden nem som aldrig før. Det kan desværre ske i enhver familie, og derfor vil jeg klart anbefale, at man prioriterer muligheden for at se et lignende arrangement på egen skole”.